Et skifte, der påvirker verden, som vi kender den

Dagens tekst er længere end sædvanligt. For det er vilde tider!

I dag vælter mennesker, der tidligere ikke har været (fatalt) påvirket. Jo, det har ikke været sjovt, men Hanne og Jens-typerne er ikke dem, der “stikker op for bollemælk”! De står, uanset om det hagler eller sner.

De har altid kunne klare det hele. Men det kan de ikke mere. Hanne og Jens befinder sig i en ny virkelighed. En, hvor det føles, som om en elefantfod presser på brystet, så det er en kamp bare at trække vejret. Hvor få sekunder med en mobiltelefon, en tablet eller en computer skaber panikangst, klamme håndflader, synsforstyrrelser og svimmelhed.

De kan ikke håndtere én af de 15 bolde, de plejede at jonglere rundt med på samme tid. Tænkning, analyse og overblik er skiftet ud med hukommelsestab og en manglende evne til at fokusere på noget i mere end et millisekunder ad gangen.

Sagt på godt københavnsk, så er Hanne og Jens fucked! Deres identitet er solidt bygget op - år for år, succes for succes. Nu smuldrer den. Og Hanne og Jens virker ikke mere...

Vi vender tilbage til Hanne og Jens om lidt.

De, som mærkede det først

Minearbejderne plejede at tage en kanariefugl med ned i minen. Kanariefuglen er mere sensitiv end minearbejderne, og den reagerede derfor hurtigere på gasudslip i mineskakten. Når kanariefuglen holdt op med at synge, var det et tegn til mændene. De skulle se at komme ud af minen, inden gassen eksploderede eller nåede et livsfarligt niveau.

De sensitive af os - kunstnerne, de kreative, de empatiske, børnene og de unge - er kanariefuglene i vores samfund.

Vi kan kalde dem for Line og Nicolaj. De væltede for mange år siden, hvor de mærkede faresignalerne og følte sig alene og forkerte, fordi de ikke kunne - og ikke ville - holde til det stigende pres og manglende menneskelighed.

De kunne have været rejsende ombord på Titanic og ville være de eneste, der havde fattet alvoren, 4 timer før hun sank. Ingen ønskede at høre på dem. “Hallo, I ødelægger vores fest”.

Det har været et tungt åg at bære! Som sensitiv absorberer man andre menneskers, rums og steders energi.

Føromtalte Hanne og Jens har kun holdt til presset, fordi der har været nogen i deres nærhed - Line og Nicolaj’erne - som partnere, elskere, børn m.m. De har lidt under både at absorbere energi og at fungere som batterireserve. Uden nogen er klar over det selvfølgelig.

Men tilbage til Line og Nicolaj. De har oplevet depressivitet, angst og utilstrækkelighedsfølelse. De har haft dårlig fordøjelse, søvnbesvær, muskelspændinger, koncentrationsbesvær og myriader af andre symptomer.

Det har gjort dem mere ydmyge. De lever et mere nøjsomt liv. Har telefonen slukket eller på fly-mode om natten, slukker for internettet, rører ikke elektronik to timer før sengetid, går mindst 30 minutter om dagen og har en daglig praksis - med enten stræk, meditation, refleksion eller andet, der får nervesystemet til at falde til ro og regenerere.

De laver max to aftaler i løbet af ugen og drikker kun kaffe i begrænsede mængder, hvis overhovedet. Det samme gælder sukker, og ting, der omdannes til sukker - fx hvidt mel og smøger - og sender kroppen afsted på en rutsjebanetur. Det orker deres trætte binyrer ikke mere, så de undgår det bevidst.

De, som mærker det sidst

Hanne og Jens er komplet uforberedte på at fundamentet forsvinder under fødderne på dem. Det, der tidligere virkede, virker ikke mere: Kroppen, rationalet og arbejdsevnen. Hvad er der så tilbage? Det er jo det, det hele er baseret på.

Hanne og Jens er utrænede i at mærke efter og være fintunede i forhold til deres egen og andres behov. De er vant til at virke og til at levere. De er det rygstykke, resten hviler på. De har ikke haft tid til den luksus at mærke efter. De mangler sprog for alt det, der sker for dem på de indre planer. Så fra at være dem med almagten er de nu i fuldblownafmagt. Chokerede og med en enorm skam over at have svigtet og over at blive svigtet - af deres egen krop og psyke!

Alene i krisen

Hanne og Jens er lige så alene i krisen, som Line og Nicolaj var. Der er ikke noget oplagt sted at gå hen. Trods et stødt stigende behov har det etablerede system ikke evnet at møde behovet.

Det betyder, at Hanne og Jens overladt til det “ikke-etablerede” eller såkaldt “alternative” sundhedssystem. Hurra for at det findes og - velkommen til det vilde vest!

De kan være heldige at lande hos en dygtig behandler, der ikke alene har sin faglighed, men også sin menneskelighed og etik i orden. De kan også være uheldige og komme til en halvstuderet røver, der har brugt sin energi på selviscenesættelse og markedsføring frem for på fagliglighed. Hvem ved?

Der var brug for en løsning i går, og Hanne og Jens har hverken tid eller overskud til research eller fejlslagne forsøg. Men hvad skal de lede efter eller bede om? De kender ikke sproget, begreberne eller mulighederne. Hvor skulle de vide det fra?

Jeg undrer mig over, at vi har råd til ikke at passe på hinanden, når vi falder. Det er 100% sikkert, at vi gør det på et eller andet tidspunkt i livet. Der er kriser, tab, chok, konflikter m.m., og ingen går ramt forbi.

Heldigvis. For det er der, vi vokser. Medmindre vi altså går helt i stykker. Og det er det, jeg synes, er meningsløst. For hvorfor skal vi være alene i de svære overgange? Ingen kan gå vejen for os, men der kan være lys på stien. Nogle erfarne, man kan rådføre sig med undervejs, eller bare steder man kan blive rummet, mens kroppen og psyken reagerer. Uden at blive sygeliggjort, men at blive fejret, fordi man nu er klar til at vokse som menneske.

Hvorfor nu? Stress eller bevidsthedsstigning?

Der er ingen tvivl om, at verden accelerer hurtigere, mængden af information stiger, og kravene tager til. Men er det derfor, vi vælter nu? Selv med et hastigt tilbageblik på historien, så har det aldrig været en dans på roser at leve på planeten Jorden. SÅ hvorfor kan vi ikke holde til det længere? Jo, jo teknologien og alt det der. Men der er også en anden faktor, som jeg ser det, og det er de stærke strømninger af energi - og med dem åbninger til en stigning af vores bevidsthed.  

Som verden ser ud i dag, giver det mening, at vi ASAP kollektivt hæver barren og finder en anden måde at sameksistere på. Det kræver en ny bevidsthed. Vores kollektive bevidsthed er summen af hvert individs bevidsthed. Skal vi højne den kollektive bevidsthed, ja, så må hvert individs bevidsthed højnes.

De indstrømninger, der hæver vores bevidsthed, kan være af forskellig karakter. Der er flere forklaringsmodeller. Nogle spirituelle, andre mere håndgribelige. Spirituelt tales der om en opstigning af bevidsthed - på engelsk: “Ascension”. Og på grund af de mange ubehagelige symptomer, der følger med - vores bevidstheds vokseværk - er begrebet “ascensionitis” opstået.

Noget af det, der kan skabe “ascensionitis”, er i forbindelse med fx solstorme. Solen sender af og til store skyer af magnetiseret plasma ud i jordens retning i modsætning til den normale solvind, der konstant udsendes fra solen i alle retninger. Større geomagnetiske solstorme kan ødelægge satellitter, give svigtende radiokommunikation og omfattende strømsvigt. Og de påvirker også os mennesker. Det påvirker vores bevidsthed enormt.

Den massive udladning af energi påvirker os i alle aspekter af vores liv: vores hjerneaktivitet, centralnervesystem, krop-psyke samspil, vores følelser og oplevelse af ligevægt.

Vi skifter bevidsthedsniveau på celleplan. Det udfordrer gamle mønstre og påvirker os til at ændre vores liv, bevidst eller ubevidst!

Her er nogle typiske symptomer, du kan opleve i en periode med solstormaktivitet:
NB: Husk at søge lægehjælp, hvis der er brug for det!

Psykisk føler du dig:

• ved siden af dig selv
• irriteret
• urolig eller ude af den
• stresset
• angst
• bekymret
• depressiv
• sorgfuld
• fortvivlelse
• sløv
• udmattet
• forvirret, forvirret, uklart, tåget
• sporadisk eller kortvarigt hukommelsestab eller glemsomhed
• generelt overvældelse eller føles som, om du bare ikke kan klare tingene
• som om tiden forsvinder -"hvor blev min dag af?"

 
Fysisk oplever du:

• hovedpine, migræne eller følelsen af et ​​pres i dit hoved
• kvalme
• hjertegalop eller hjertebanken
• højt blodtryk
• hedeture
• ringen for ørerne
• svimmelhed
• visuelle forstyrrelser
• problemer med søvn
• øget følsomhed

Hvad er den dybere mening?

Hvad nu hvis årsagen til, at vi vælter, er, for at vi kan rejse os igen på ny. Som nogle andre end dem, der faldt.

Måske for at vi kan gå til tegnebordet og finde en bedre måde at designe samfund, familie, arbejdsliv og fritid på?

Personligt tror jeg på en kortere arbejdstid på max 28 timer om ugen. Og hvorfor skulle vi ikke kunne gå 20% ned i tid, når vi som minimum har fordoblet vores produktivitet i løbet af de seneste 10 år?

Jeg tror, at en øget tid til at være til stede i de vigtige relationer vil skabe færre sygedage og mindre stress.

Jeg tror også, at mange af os vil bruge vores ekstra tid til at lave mere frivilligt arbejde og - måske - på den måde være med til at passe på de marginaliserede.

Lige nu er alt oppe i luften

Nogen har banket spillepladen hårdt ned i bordet, og alle brikker er oppe i luften. Her hænger de, imens vi alle sammen tænker os alvorligt om og finder ud af, hvad vi vil stå for og hvor - og for hvem - vi vil stille op. Når de beslutninger bliver taget, så falder brikkerne ned igen, og så ser det hele anderledes ud.

Forandringen er ikke længere på vej - vi er midt i den.

Til Line og Nicolaj vil jeg sige: “Gid, at I ville stole på jeres egen styrke og træde ud og give jeres viden videre. For der er brug for den.”

Til Hanne og Jens vil jeg sige, at i min erfaring er der en mening med galskaben. Og at dem vi bliver efter syndefaldet, ofte er mere interessante og helhjertede, end dem vi var før.

Min dør er altid åben - også blot for at få et råd og vejledning om, hvor I kan få hjælp.

In grace
Niia