Når mennesker og miljø viser tænder, vækkes sjæle til dåd..!

Kære *|FNAME|*,

Det store kollektive skifte, der (igen) pågår, stiller skarpt på vores egos begrænsninger og vores sjæls muligheder - og ikke mindst det fine samarbejde mellem dem.

Der er meget godt at sige om vores ego - vi kan bl.a. genkende os som os selv, men der er også en skadelig side.

Den opstår, når vi som samfund og som individer glemmer at zoome ud og i stedet skaber små definerede rum, vi lukker os selv og hinanden inde i. Her kan vi så kæmpe om ilten og finde en (ofte sygelig) måde at blive set, hørt, mødt og opfattet på. Hverken børn, unge, voksne eller ældre trives i dem, hvilket alarmerende statistikker vidner om.

Når vi er for tunnelsyns-ramte - hvilket er præcis det, egoet gør ved os - så kan vi ikke se, hvad der virkelig foregår. Vi dømmer og definerer hinanden ud fra den måde, vi reagerer på. Vi ser kun reaktion og er selv så pressede, at vi reagerer på vores primitive krokodille-hjerne-instinkt - i stedet for i vores reflekterede og perspektiverede menneske-hjerne-frontallap.

Hvis vi flyttede os over i den del af hjernen - og dermed kom fri af skyklapperne - evner vi at se, hvad der virkelig foregår. Her kan vi få øje på hvad egentlig handler om: en sund reaktion på en syg situation - eller relation.

I alle de år jeg har arbejdet med mennesker - krop, sind og ånd - har der ALTID været en virkelig god grund til, at kroppen, psyken eller sjælen reagerede. Det triste er, at vi ofte dømmer os selv eller dømmer andre forkerte, indtil at vi opdager, hvad der virkelig er fat. Lad tvivlen komme dig selv og andre tilgode. Hvis det ikke føles rigtigt, så er der en god grund til det.

Når vi laver sundhedsreform, skolereform, ældrereform m.m., vil det være så klædeligt, at vi skabte nogle rammer, hvor vi faktisk kunne trives.

Vi mennesker er - som alle andre biologiske organismer - afhængige af det miljø, vi skal leve i. Enhver biolog ved, at når man anbringer den samme organisme i forskellige petriskåle med forskellige miljøer, så udvikler den samme organisme sig radikalt forskelligt afhængigt af miljøet. Så meget faktisk, at det overskriver DNA’et, som epigenetik-forskningen har vist.

Når præmissen for den måde vi får beslutningsmagt på i samfundet - i det private og det offentlige regi - er så betændt, som den er, og historisk set har været, så bliver det derefter.

Det er et super giftigt miljø i de højere lag af fødekæden. Det er fæle petriskåle at lande i. Enten skal man være så muteret, at man er resistent for giften og dermed ikke længere har de samme egenskaber, som kendetegner MENNESKElige organismer. Ellers har man stadig de genkendelige markører, som et menneske kun kan tåle i et kortvarigt ophold i det toksiske miljø.

Eller også - og det er jo her, det bliver spændende - kan vi forlange, at beslutningsmagten får en anden måde - et andet miljø - at udfolde sig i.

Og hvad kunne det så være? Det kunne være en måde, hvor vi hver især vågner op. Ja, jeg mener det. VÅGN OP og tag aktivt stilling til vores liv. Hver eneste af os har SÅ meget magt, som vi kan bruge. Bemærk, ikke mis-bruge... til at forlange et bæredygtigt politisk og økonomisk system.

Jeg ved godt, at vi lever i en kollektiv slumredrøm, hvor vi spiller de forventede roller, mens vi drømmer om noget andet. Noget mere. Vi har vænnet os til at kvæle længslen med diverse stimulanser, koffein, sukker, alkohol, medicin, porno/sex, shopping, overarbejde, overtræning, underholdning m.m.

Vi kan også slumre videre og poppe piller til børn, unge, voksne og ældre, indtil vi ikke orker mere. Vi kan (for?)blive over-hakkerne, der hakker de andre på plads i hakkeordenen, eller vi kan vælge den strategi at leve under radaren, fordi det andet er for svært eller ikke attraktivt. Den, der lever skjult, lever godt, ikke sandt? På den måde opstår subkulturerne. De mennesker og grupper, der ikke vil eller kan tilpasse sig under de gængse normer. De ses i alle former og niveauer - fra selvskaderne, de autonome, skatteunddragere og storsvindlerne på gaden eller i bestyrelseslokalerne. Fælles er, at det for dem er mere attraktivt at leve uden for samfundet end i det.

Vi ønsker alle et miljø, hvor vi kan udvikle og udfolde, dét der er essentielt for os. Her vil vi gerne være - i kernen af dem vi er, længes vi efter kærlighed gennem kontakt, respekt, nærvær, tid, rum, oprigtig interesse og passende stimuli.

Den stigende bevidsthed, jeg skrev om i sidste nyhedsbrev (det kan du læse her), har medført et maskefald. Nogen har tændt lyset i laboratoriet, og vi ser, hvad der virkelig foregår. Vi er ved at blinke øjnene åbne og ser, at vi har fået placeret os i en petriskål, og det samme har de andre.

Efterhånden som vi kommer til fuld bevidsthed, går det op for os, at vi kan skifte petriskål, eller - trommehvirvel - aktivt ændre miljøet i den petriskål, vi er i. “Fuuuuuck! Det er vildt. Hov, vent lidt, er den så på mig nu? Skal jeg selv gøre noget aktivt for at påvirke mit liv?” “Ja min kære, det skal du. Du er klar nu, er det ikke smukt og spændende?”

Status quo er, at vi er vågnet og forsøger at tage ind, hvad det er, vi ser: At der ikke er noget af det, der er skrevet i sten. At det vi kalder virkelighed, forandrer sig i takt med, at vores bevidsthed gør det. At det hele kan ændres, afhængigt af hvad vi vælger at gøre. At vi endog kan hoppe op af petriskålen og være den autoritet, der skaber miljøet. Jep!

Det er ikke en naturlov, at livet skal være en kamp, hvor vi skal jorde hinanden for at vinde. For vi er i det her sammen, og vi kan vælge at samarbejde og løfte hinanden fri. Det er en af de mange nye muligheder!

I den gamle petriskålen er det ego, overlevelse, konkurrence og angst. Når vi træder ud af skålen, er det essens, skabelse, samarbejde og kærlighed. “Virkelig Niia, går der ikke lidt halleluja i den?” Ikke ifølge hvad vi ved om hjernen. Det er to forskellige systemer, og vi kan faktisk ikke være i dem begge på samme tid. Sådan som verden ser ud i dag, er vi 70-90% af vores vågne tid i den første, men gennem et ændret fokus, fx meditation / intention kan vi skifte og være 70-90% i den sidste.

Virkelig? Ja, virkelig. Nogen af os magter det ansvar, der følger med at vågne op. Der ligger med stor sandsynlighed nogle unger, partnere, medarbejdere m.m. og gisper efter vejret som resultat af, hvad VI har måtte gøre for at overleve. Det er ofte ikke kønt. Det må vi konfrontere i opvågningsprocessen. For de af os der (stadig) har utroligt meget brug for at have ret, så er det en deal-breaker, og vi lukker øjnene i og går tilbage til vores gamle “virkelighed”.

For andre af os så gør vi det nu. Vi bliver menneskeligt ædru og tager ansvar på et helt nyt niveau. Der kommer ikke andre og gør det for os. Det har vi endeligt fattet. Vi er dem, den hænger på nu. Vi er dem, der skal finde en ny måde at være menneske på og en ny måde at sameksistere på.

Og man kan sige, at det er i 12. time - for både mennesker og miljøet viser tænder nu.

Fortsættelse følger..

In grace
Niia